27.01.2017

Fyr rigtigt op - Tænd op oppefra!

Brændeovne forurener, men du kan skåne både miljø og pengepung, hvis du fyrer ordentligt.
Af Michael Aae

Forbyd brændeovne fra før 2010 eller indfør en afgift på alle brændeovne. Sådan lyder det fra Enhedslisten og de Radikale.

På Christiansborg har de fokus på brændeovne. Det skyldes alarmerende rapporter om, hvor meget partikelforurening, der stammer fra de varme og hyggespredende brændeovne i hjem og sommerhuse.

Men faktisk kan brændeovnsejere skåne både miljø og deres egen pengepung, hvis de bruger deres brændeovn rigtigt.

Tænd op fra oven
Tænd op i det øverste brænde og lad flammerne arbejde sig oppefra og ned ligesom et stearinlys.

- Hvis du starter oppefra får du den mest effektive og bedste forbrænding hurtigst muligt, fortæller Ole Vedsted-Jakobsen fra boligejernes videncenter, Bolius.

Det lyder nemt. Men her er lidt mere hjælp til at få gang i ilden på en miljømæssig rigtig måde fra en erfaren brændeovns-bruger, Arne Pedersen fra Arnestedet i Vordingborg .

- Du lægger 3-4 stykker brænde ned i bunden af ovnen. De må ikke være for store. Ovenpå det stabler du så nogle småpinde på kryds og på tværs. Jeg bruger altid gerne en 15-20 tynde stykker træ til optændingen. Så antænder du småpindene, fortæller Arne Pedersen.

- Når man tænder op nedefra, som mange stadigvæk gør, så udvikles der mange flere røggasser, som ilden har svært ved at få brændt hurtigt nok af. De ryger istedet op gennem skorstenen, siger han.

- Når man starter optændingen oppefra, så vil man istedet opleve, at temperaturen stille og roligt bliver bygget op, og du får en ren forbrænding fra starten. Der er ikke så meget røg og os, siger Arne Pedersen.

Altid flammer
- Lad lågen stå en lille smule på klem og åbn for luftspjældet. Når der er kommet god gang i bålet, så lukker du lågen, og regulerer på luftspjældet. Den skal brænde med stille og rolige flammer. Og der skal altid være flammer. Du må ikke dæmpe spjældet så meget, så bålet begynder at danne røg. På den måde får du den bedste udnyttelse af ovnen og forurener mindst, siger Arne Pedersen.

Jo renere forbrænding du laver - jo mere varme vil du få ud af det brænde du har købt.

- Når flammerne er dæmpet så meget, så de begynder at blive korte og blå, så er brændeovnen klar til du kan lægge et nyt stykke brænde ind. Det er vigtigt, at du lægger det ind på et ordentligt glødelag, så der kommer ild i træet ret hurtigt. Der skal gå nogle ganske få minutter, så skal der være ild i træet, siger Arne Pedersen.

- Hvis du lægger dit brænde på et tidspunkt, hvor der ikke er temperatur nok derinde, så vil brændet stå og ose og ryge og ulme igennem længere tid før der bliver etableret flammer. Og det kan være til gene for naboerne, fordi røgen ryger op gennem din skorsten. Og det er heller ikke godt for din skorsten, at den bliver sodet til, siger han.

Brug tørt træ
Høj temperatur giver den reneste afbrænding, men selve brændet betyder også meget.

- De fleste gange man generer naboen med røg, så er det, fordi man fyrer med træ, der ikke er ordentlig tørret - eller fordi man lægger for store stykker brænde ind. Så vil træet ikke brænde, men vil stå og ulme og ose. Hvis ruden på din brændeovn bliver sodet til, så vil der sandsynligvis også trække røg ud til gene udenfor, siger Arne Pedersen.

Man skal være opmærksom på, hvilket brænde man køber, lyder det fra Ole Vedsted-Jakobsen fra Bolius.

- Man kan typisk købe to typer brænde. Det ovntørrede og det lufttørrede. Det ovntørrede bør man kunne bruge med det samme, men det lufttørrede brænde vil typisk have et fugtindhold på omkring 20%. Det skal man altså have stående i et par måneder, inden det er optimalt at putte det i brændeovnen, siger han.

Usynlig røg
Hvis man selv fælder og flækker sit brænde, så sørg for, at du har plads til at have det liggende i lang tid.

- Brændet skal være to år gammelt, inden du kan bruge det. Og det er vigtigt, at du flækker det, så det også er tørt indeni, siger Arne Pedersen.

Og endelig bør man stikke næsen udenfor og kigge på sin skorsten. Hvis røgen er næsten usynlig, og der ikke lugter grimt, så har man gang i et godt bål.

Tjek udenfor at røgen er næsten usynlig, og at det ikke lugter grimt.

Skift brændeovn
Tjek hvor gammel din brændeovn egentlig er. Gamle brændeovne forurener nemlig langt mere end nye.

- De nye ovne har en væsentlig bedre og mere effektiv forbrænding. De forurener mindre og er væsentligt bedre til at udnytte brændet, og dermed giver de en bedre økonomi for dig, siger Ole Vedsted-Jakobsen.

En ny brændeovn må højst udlede fem gram partikler pr kilo træ, og hvis den er Svanemærket burde den kun udlede tre gram pr kilo.

Og så vil en ny brændeovn give besparelser på dit brænde-køb, da nye brændeovne er op til 40 pct. mere effektive end gamle.